HØJBY – Tirsdag kl. 11:04 rykkede en patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi ud til Strandvej i Højby, efter mistanke om narkosalg til udsatte borgere i området.
Patruljen bemærkede en bil, der holdt stille, mens to mænd på forsæderne udvekslede noget med en tredje mand, som var kommet til fods.
Politiet parkerede foran bilen og tog kontakt til mændene. De to mænd i bilen, en 25-årig og en 26-årig fra Roskilde, blev hurtigt sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, da betjentene fandt fire poser med kokain og et firecifret kontantbeløb i bilen.
Den yngre mand uden for bilen havde intet ulovligt på sig, men indrømmede, at han var på stedet for at købe narko af de to mænd.
Føreren af bilen blev også testet positiv for kokain og hash i en narkometertest, hvilket førte til sigtelse for narkokørsel.
Begge mænd i bilen blev anholdt og taget med til afhøring. Føreren fik udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen om narkokørsel.
Efter afhøringen blev de løsladt, men de vil høre nærmere fra politiet i sagen, som stadig efterforskes.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.