Narkobilist kørte i bil fyldt med fejl
Illustrationsfoto: Presse-fotos.dk

Narkobilist kørte i bil fyldt med fejl

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 30-6-21 - 12:32

NR. ASMINDRUP – Tirsdag kl. 18:20 bemærkede en politipatrulje i Nr. Asmindrup en bilist, som ikke så ud til at have lyst til at tale med politiet.


Da føreren så patruljebilen satte han farten op og drejede ned ad en markvej ved Brændtvej. Betjentene kørte efter og fik standset bilen, som blev ført af en 41-årig mand fra Københavns Vestegn.

Det viste sig at være med god grund, at den 41-årige ikke var så interesseret i mødet med patruljen. Han var nemlig påvirket af amfetamin og var frakendt førerretten i en tidligere sag om narkokørsel.


Bund ulovlig bil
Bilen han kørte i var desuden bund ulovlig. På bilen sad nummerplader, som tilhørte et andet køretøj, så bilen var hverken indregistreret eller forsikret.

Den 41-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden og taget med til blodprøveudtagelse.


Ulovlig dolk
I forbindelse med visitation fandt betjentene en ulovlig dolk på manden, som patruljen ikke skønnede, at han havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Så han blev også sigtet for at overtræde knivloven og dolken beslaglagt.

Den 41-årige blev herefter løsladt, og må nu vente på resultatet af blodprøveanalysen før han får besked om sagens videre gang.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.