Kulturudvalget skal tage stilling til en interessetilkendegivelse, der kan bane vej for fondsansøgninger til nyt tre kilometer langt spor
ODSHERRED – Odsherred Mountainbike ønsker at etablere et nyt mountainbikespor i den nordlige del af Annebjerg Skov og har bedt Odsherred Kommune om en uforpligtende interessetilkendegivelse, der kan styrke foreningens muligheder for at søge fondsmidler.
Det planlagte spor bliver cirka tre kilometer langt og klassificeres som et blåt spor, der henvender sig til ryttere med lidt erfaring og byder på større tekniske og fysiske udfordringer end et begynderspor.
Odsherred Mountainbike, der er en del af Egebjerg IF, driver allerede mountainbikespor i den sydlige del af Annebjerg Skov samt Egebjerg Bikepark. Ruten for det nye spor er godkendt af Naturstyrelsen, og projektet skal anlægges med maskiner for at sikre en holdbar løsning med fokus på blandt andet vandhåndtering og biodiversitet.
Projektet har et samlet budget på 435.000 kroner. Finansieringen skal efter planen ske gennem fondsmidler og egenfinansiering fra Egebjerg IF.
Ifølge foreningen skal det nye spor styrke fællesskabet blandt børn og unge, engagere frivillige i etablering og vedligeholdelse samt tiltrække mountainbikeryttere fra andre kommuner. Både Visit Odsherred og Geopark Odsherred har tilkendegivet interesse for projektet.
Den ønskede interessetilkendegivelse indebærer ingen økonomisk forpligtelse for kommunen, men kan bruges som dokumentation over for fonde og samarbejdspartnere. Direktøren indstiller, at udvalget godkender anmodningen.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.