Kvindes bil med falske plader beslaglagt
Illustrationsfoto

Kvindes bil med falske plader beslaglagt

AF BJARNE HANSEN / Mandag 9-11-20 - 12:20

ODSHERRED - Lørdag kl. 18:10 sigtede politiet en 29-årig kvinde fra Asnæs for kørsel uden førerret i en personbil.


Bilen blev standset på Næsvangsvej, Asnæs, med henblik på rutinemæssig kontrol.

Nummerpladerne på kvindens bil passede ikke helt til den bil, som hun kørte i, idet nummerpladerne godt skulle sidde på en bil af samme mærke, men en anden model.

Så reelt var kvindens bil ikke registreret og dermed uden lovpligtig ansvarsforsikring, ligesom nummerpladerne blev anvendt uberettiget.


Politiet kunne endvidere konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at kvinden blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret.

Den uregistrerede personbil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation, så den 29-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når de mange overtrædelser af færdselsloven og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.