Kvinde satte ild til skur i Egebjerg
Illustrationsfoto: Rolf Larsen

Kvinde satte ild til skur i Egebjerg

AF BJARNE HANSEN / Mandag 18-11-19 - 13:45

EGEBJERG - En 42-årig kvinde er blevet sigtet for at have sat ild til et skur på Egebjerg Hovedgade søndag eftermiddag.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der kl. 12:40 kom oplysninger om, at en kvinde med brug af brandbar væske havde antændt et skur ved en SFO i Egebjerg.

Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor de traf to børn på 11 og 14 år, som havde set skuret brænde.

Den 14-årige dreng havde taget sin sko af og slukket ilden i træskuret, så den ikke bredte sig. Ilden fik derfor kun fat i et begrænset område i det ene hjørne af skuret, hvor der kom sodskade.


Politiet mistænkte en 42-årig kvinde fra lokalområdet for at stå bag branden. Hun blev anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse.

Kvinden havde en behandlingsdom fra juli 2019.

Efter endt afhøring og sagsbehandling, blev hun derfor indlagt til psykiatrisk behandling.


Anklagemyndigheden vurderer nu sagen i forhold til, om den 42-årig kvinde skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling i surrogat.

Ingen personer kom til skade ved branden.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.