Kommunalt depot for værnemidler i Nykøbing
Illustrationsfoto

Kommunalt depot for værnemidler i Nykøbing

AF BJARNE HANSEN / Fredag 19-6-20 - 05:32

NYKØBING - Odsherred Kommune vil etablere et depot for værnemidler på Vangen i Nykøbing. Depotet skal blandt andet indeholde hånddesinfektion, handsker, kitler, beskyttelsesdragter, masker, åndedrætsværn og visirer, viser et notat fra kommunen.


Depotet skal have værnemidler svarende til et halvt års forventet forbrug, oplyser kommunen.

I forbindelse med udbrud af COVID-19 pandemien i Danmark blev der etableret en national model for indkøb, opbevaring og fordeling af værnemidler mellem regioner, kommuner og øvrige sektorer. Det betød, at alle 98 kommuner blev bedt om at etablere et lokalt lager for værnemidler.

Skal kunne forsyne andre
Lageret skal fungere som værnemiddeldepot til private og kommunale institutioner i kommunen. Samtidig skal depotets værnemidler også kunne udleveres til andre kommuner - i fald at der opstår mangelsituationer andre steder i landet.

Kommunen skal fremover sørge for, at alle kommunale og private institutioner i kommunen, herunder plejecentre, syge- og hjemmepleje, skoler, dagtilbud, private dagplejere og bosteder, vil kunne få leveret de nødvendige værnemidler.


Lagerlokale
Kommunen har kig på et stort lagerlokale der ligger op til hjælpemiddeldepotet og anvendes af genbrugsstationen i Nykøbing til opbevaring af overskydende møbler og rekvisitter fra hele kommunen.

Beredskabet har udpeget, at den eksisterende skydedør mellem depotet og lokalet ikke er en branddør og det er nødvendigt at foretage nogle ændringer for at lokalet er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Prisen for at sikre lokalet så det lever op til brandmyndighedernes retningslinjer vil skønsmæssigt være 768.000 kr.

Renoveres lokalet og døren så det lever op til brandmyndighedernes krav forventes depotet senest at blive flyttet inden udgangen af juli måned.


Midlertidigt depot
Kommunen har etableret et midlertidigt værnemiddeldepot på plejecentret Præstevænget i Nykøbing. Her er der omkring fem fuldtidsmedarbejdere.

Personalet har siden medio marts løst opgaverne at håndtere indkøb, modtage leverancer, tage imod ugentlige bestillinger af værnemidler fra institutionerne samt løbende at køre dem ud til institutionerne.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU