Kæntret sejlbåd bugseret til Rørvig
Dansk Søredningsselskab bugserede båden forsigtigt ind i Rørvig Havn. Foto: DSRS Lynæs

Kæntret sejlbåd bugseret til Rørvig

AF BJARNE HANSEN / Lørdag 12-9-20 - 09:45

RØRVIG - Den 27 fods sejlbåd som fredag eftermiddag kæntrede ud for Skansehage, blev bugseret til Rørvig Havn af Dansk Søredningsselskab i Lynæs.


Det oplyser Dansk Søredningsselskab, som desuden kan oplyse, at der er tale om en 80 år gammel Østersøkrydser.

Sejlbåden med tre personer ombord tabte pludselig kølen og lagde sig om på siden.

Dansk Søredningsselskab oplyser, at kølen vejer 3 tons.


Som nævnt i Nykøbing Avis fredag, så blev personerne reddet i land af en redningsbåd fra Vestsjællands Brandvæsen i Nykøbing.

Forsvarets Operationscenter bad Dansk Søredningsselskab i Lynæs om, at se hvad de kunne gøre, da båden lå på siden, med fuld sejlføring, til gene for skibstrafikken.

Dansk Søredningsselskab i Lynæs fik en slæbetrosse omkring spillet, og bugserede båden forsigtigt ind i Rørvig Havn, hvor ejeren overtog den gamle Østersøkrydser.






FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.