Havne renoveret for millioner af kroner
Arkivfoto

Havne renoveret for millioner af kroner

Modernisering af Odden, Rørvig og Nykøbing Havn har kostet 15 mio. kr. – og flere projekter følger i 2026

AF BJARNE HANSEN / Lørdag 11-10-25 - 16:26

ODSHERRED - Odsherred Havne har i år gennemført en række store anlægsprojekter på kommunens tre største havne, hvor nye flydebroer, stensætninger og pælepladser er blevet etableret.


På Odden Havn er der investeret 2,8 mio. kr. i nye flydebroer med omkring 10 ekstra bådpladser til både op til 33 fod. Broerne er allerede i brug og får stor ros fra sejlere. En frivillig brugergruppe arbejder samtidig på at skaffe fondsmidler til yderligere forbedringer.


I Rørvig Havn er der etableret en ny bølgebryder og gæstebro i færgebassinet, samt udskiftet broer i centerbassinet. Under arbejdet opstod uforudsete udfordringer, som krævede nye betonfundamenter og tilpasninger for bedre tilgængelighed, herunder for handicappede brugere. Den planlagte ekstra bro med 20 pladser er udskudt, men der er allerede anvendt 6,2 mio. kr. på projektet.


På Nykøbing Havn er der anlagt en ny stensætning mod nordvest, opsat 140 nye agterpæle og udskiftet to gamle broer. Der er desuden etableret en ekstra bro, som giver 26 nye bådpladser. To yderligere broer forventes udskiftet inden sæsonstart 2026.


Når de sidste arbejder er afsluttet, vil Odsherred Havne have gennemført renoveringer for omkring 20 mio. kr. – svarende til halvdelen af det vedligeholdelsesefterslæb, der i 2020 blev anslået til 35 mio. kr. (svarende til ca. 40 mio. kr. i 2025-niveau).





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.