Håndværker kvæstet i arbejdsulykke
Illustrationsfoto

Håndværker kvæstet i arbejdsulykke

AF BJARNE HANSEN / Fredag 22-1-21 - 12:57

ODSHERRED - Midt- og Vestsjællands Politi har optaget rapport om en arbejdsulykke i Høve torsdag eftermiddag.


Faldt 3 meter ned
Kl. 13:08 kørte politi og ambulance til et fritidshus under opførelse i Høve, hvor der var sket en arbejdsulykke i forbindelse med tagarbejde.

En tømrer sad på taget i gang med at lave isoleringsarbejde, da et kraftigt vindstød tog fat i manden, og han faldt ca. 3 meter ned og ramte et betongulv.


Ved bevidsthed
Den 32-årige mand, der er fra Holbæk, slog ryggen i faldet, men var ved bevidsthed efter ulykken.

Han blev kørt med ambulance til behandling på sygehuset.

Politiet orienterede arbejdstilsynet, som kørte til stedet for at undersøge omstændighederne omkring ulykken. Patruljen optog rapport, som sammen med arbejdstilsynets undersøgelser skal afklare, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken.

Politiet har ikke fået melding fra sygehuset om, at den 32-årige skulle være kommet alvorligt til skade, men følger op på mandens tilstand.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.