Gelstrupgård forstærker sin grønne profil
Illustrationsfoto

Gelstrupgård forstærker sin grønne profil

AF BJARNE HANSEN / Søndag 28-6-20 - 10:10

EGEBJERG - Den økologiske svineproducent Jesper Adler, Gelstrupgård i Gelstrup ved Egebjerg, har fra Odsherred Kommune fået tilladelse til etablering af minivådområde ved sin ejendom og styrker dermed gårdens grønne profil.


Projektet hører under statens vandområdeplan og er en del af de kollektive virkemidler i indsatsen for at reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet.

Jesper Adler står for finansieringen af projektet, via EU midler og det danske landdistriktsprogram 2014-2020.

Jesper Adler modtog i 2015 Odsherred Kommunes Kultur- og Folkeoplysningsudvalgs Fødevarepris, og er landskendt for sin økologiske tilgang til svineproduktion.


Renser drænvandet
Kommunen oplyser, at hovedformålet med minivådområdet er at få reduceret mængden af kvælstof og fosfor i drænvandet. Et minivådområde renser drænvandet for kvælstof og fosfor, inden det ledes videre ud i vandløb eller sø, fjord eller andre kystvande.

Et minivådområde består af et vådområde og et sedimentationsbassin. Vådområdet designes med flere bassiner, som renser drænvandet fra det drænopland, der afvander til minivådområdet. I tilknytning til vådområdet etableres et sedimentationsbassin, hvor sediment og partikelbundet fosfor bundfældes. Kvælstoffjernelsen foregår primært ved biologisk omdannelse af nitrat til frit gasformigt kvælstof via mikrobiel denitrifikation.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU