HØJBY – Torsdag blev en festlig dag på plejecenter Solvognen i Højby, hvor Lions Club Odsherred uddelte 60.000 kroner til tre af kommunens plejecentre.
Donationen kommer fra et anonymt ægtepar, der for tredje år i træk har givet 20.000 kroner til hvert af plejecentrene Grønnegården, Præstevænget og Solvognen. Pengene skal bruges til underholdning, arrangementer og sociale aktiviteter for beboerne.
– Midlerne har tidligere skabt stor glæde, og vi er glade for, at vi kan fortsætte med musik, fester og andre hyggelige stunder, siger plejecenterleder Ane Søemosegaard Friis.
Hos Lions Club Odsherred kalder Kirsten Nielsen donationen en flot gestus:
– Det er utroligt rørende at se, hvordan gaver som denne skaber livsglæde og fællesskab på plejecentrene, siger hun.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.