Folk med COVID-19 skal isoleres i Rørvig
Smittede skal isoleres på Møllebakken i Rørvig. Arkivfoto

Folk med COVID-19 skal isoleres i Rørvig

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 2-7-20 - 22:53

RØRVIG - Odsherred Kommune har oprettet to isolationsboliger til voksne borgere og deres børn med påvist COVID-19, og som ikke selv kan etablere velegnet selvisolation.


Der er tale om to lejligheder på Møllebakken i Rørvig, hvor den ene er på 53 kvadratmeter og den anden på 62 kvadratmeter.

Det er et lovkrav, at kommunerne skal tilvejebringe isolationsfaciliteter, der skal sikre, at enkelte borgere efter visitation kan tage ophold her, såfremt de ikke kan selvisolere sig i eget hjem i forbindelse med smitte af COVID-19.


Skal forebygge smittespredning
Formålet med isolation uden for hjemmet er at forebygge smittespredning fra personer med påvist COVID-19, oplyser kommunen.

Kommunen oplyser endvidere, at der er mulighed for at oprette yderligere en lejlighed, hvis der viser sig behov herfor.


Børn og unge under 18 år, der er konstateret smitte med COVID-19 og i øvrigt omfattet af målgruppen, kan kun visiteres til ophold på isolationsfaciliteter ifølge med en voksen fra samme husstand.

Personer, som ikke har bopæl, men opholder sig midlertidig i Danmark, herunder turister, er også omfattet af målgruppen for ophold på isolationspladserne, oplyser kommunen.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.