Ekstra stor travlhed med at tømme septiktanke
Foto: Odsherred Forsyning

Ekstra stor travlhed med at tømme septiktanke

AF BJARNE HANSEN / Lørdag 25-7-20 - 08:04

NYKØBING - De mange turister, der i år er i sommerhusene, betyder ekstra travlhed hos Odsherred Forsyning. Her har slamsugerne alene i juli haft 50 procent flere tømninger sammenlignet med samme periode sidste år.


– Mange danskere har valgt at holde ferien i sommerhuset i år. Vores slamsugere kører derfor i et hæsblæsende tempo, og chaufførerne knokler for at tømme de fyldte septiktanke i de ukloakerede områder i Odsherred, siger driftschef på Spildevand Jan Viebjerg Larsen.

Slamsugerne må dog ofte køre forgæves på grund af tunge dæksler, og det ærgrer i forsyningen, når der nu sidder så mange kunder og venter, fortæller Jan Viebjerg Larsen.


Dækslerne på spildevandstanke og sivebrønde må maksimalt veje 25 kg, ellers må chaufførerne ifølge arbejdsmiljøloven ikke løfte på dem.

Det er grundejers ansvar at sørge for at reglerne overholdes.

– Vores folk løfter helt op til 40-50 dæksler hver eneste dag, så det er vigtigt at grundejerne får skiftet til letvægtsdæksler. De gamle betondæksler duer ikke mere. Langt de fleste har heldigvis allerede været forbi byggemarkedet efter et nyt dæksel, men hvis flere gjorde det samme, ville vi kunne nå at hjælpe flere kunder, konstaterer Jan Viebjerg Larsen.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.