Dronningen med til at åbne ny attraktion
Dronning Margrethe besøgte Odsherred 5.-6. september 2016, og fik blandt andet forevist Solvognens fundsted i Trundholm Mose. Arkivfoto: Claus Starup

Dronningen med til at åbne ny attraktion

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 1-9-20 - 10:28

NR. ASMINDRUP - Lørdag den 12. september deltager Dronning Margrethe i åbningen af den nye kultur- og naturattraktion ved Solvognens fundsted i Trundholm Mose.


Borgmester i Odsherred Kommune Thomas Adelskov (S) glæder sig over, at Dronningen har takket ja til kommunens invitation om at deltage i markeringen af den historiske begivenhed.

- Vi er meget glade for og beærede over, at Dronningen vil være med til at markere åbningen af fundstedet. Solvognen er et ikon og et af de mest betydningsfulde bronzealderfund i både Danmark og Europa. Den er samtidig det mest unikke udtryk for Geopark Odsherreds rige kulturhistorie. Vi glæder os til igen at vise Majestæten det unikke landskab og ikke mindst den nye flotte attraktion, siger Thomas Adelskov.


Åbningen vil som følge af COVID-19-situationen være et lukket arrangement med inviterede gæster. Der vil være taler af bestyrelsesformand for Fonden Geopark Odsherred Michael Kristiansen, borgmester Thomas Adelsskov, Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen, museumsinspektør for Nationalmuseet Flemming Kaul og arkitekt Uffe Kurtzweil.

Dronningen vil få fremvist fundstedet og blive introduceret for Solvognen som bronzealderfund i Danmark og til de arkæologiske udgravninger i Trundholm Mose.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.