Digehytter i Nykøbing er opført ulovligt
Digehytterne på Nykøbing Havn er opført ulovligt. Arkivfoto

Digehytter i Nykøbing er opført ulovligt

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 17-12-20 - 10:18

NYKØBING - Den kommunale organisation Odsherred Havne er kommet i en penibel situation, fordi Digehytterne på Nykøbing havn er opført ulovligt.


Ikke godkendt
Digehytterne skal udlejes som alternativ overnatning for turister.

Men der har ikke været udlejning, idet der mangler en godkendelse fra Kystdirektoratet på etableringen, fremgår det af det seneste referat fra Havneudvalget.


Har søgt om lovliggørelse
Der blev i januar fremsendt en ansøgning om lovliggørelse af Digehytterne.

Kystdirektoratet har meddelt, at man forventer en afgørelse her sidst på året.


Skal udlejes af privat
Odsherred Havne får imidlertid ikke lov til at stå for udlejningen.

Odsherred Havne kan nemlig ikke selv udleje hytterne, uden at komme i konflikt med kommunalfuldmagten, viser referatet.

Arealet, hvorpå hytterne står, skal derfor udlejes til en erhvervsdrivende, som så kan servicere lejerne af hytterne.

Hytterne er placeret, så de kan benyttes af både vandrere og sejlere. Man kan tøjre sin jolle eller kajak nedenfor hytten.


Enkelt indrettet
Digehytterne er indrettet enkelt og med maritimt islæt.

Der kan bo op til fire personer i hver hytte og det skal efter planen være muligt at leje køjesæk med sengelinned.

Når man lejer en plads i Digehyterne har man adgang til alle havnens servicefaciliteter.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.