HØJBY - 7. januar blev en beboer på Plejecenter Solvognen testet positiv for Legionærsyge, oplyser Odsherred Kommune.
Beboeren blev indlagt på Holbæk Sygehus med vejrtrækningsbesvær. Sygehuset påviste at der var tale om Legionærsyge, der er fremkaldt af eksponering for Legionella-bakterien. Beboeren kom hjem til Solvognen den 10. januar og har det efter omstændighederne godt.
De pårørende blev informeret.
Resultater af vandprøver modtaget i dag viste Legionella i plejecentrets varmvandsanlæg, men der er ikke konstateret flere tilfælde af Legionærsyge på plejecentret, oplyser kommunen.
Anlægget gennemskylletEfter råd fra Styrelsen for Patientsikkerhed foretog Odsherred Kommune tilbage i januar sidste år - som en forebyggende foranstaltning - en gennemskylning af varmvandsanlægget med 70 grader varmt klorholdigt vand.
En gennemskylning af varmvandsanlægget er det tiltag, som man normalt gennemfører ved fund af forhøjede niveauer af Legionella. Endelig skylles alle bruserhoveder grundigt igennem før brug.
Kommunen fortsætter med at observere om andre beboere udvikler symptomer på Legionærsyge og forbliver generelt opmærksomme på at forebygge stillestående vand og opformering af biovækst i vandinstallationerne.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.