Byrådet begik fejl ved kystbeskyttelse
Byrådet skulle have anset bølgebryderne og sandfodringen som et samlet projekt. Arkivfoto

Byrådet begik fejl ved kystbeskyttelse

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 18-6-20 - 07:53

RØRVIG - En gruppe lodsejere har hos Miljøklagenævnet fået delvis medhold i en klage over Odsherred Kommunes beslutning i forbindelse med kystbeskyttelse ved Dybesø.


I sagen hvor Byrådet godkendte oprettelse af et kystbeskyttelseslag til at varetage den fremtidige vedligeholdelse af seks eksisterende bølgebrydere og udlægning af strandfodring, finder klagenævnet, at kommunen skulle have anskuet og behandlet projektet som ét samlet projekt og i forlængelse heraf ansat bidragsfordelingen herudfra.

Nødvendig beskyttelse
Nævnet lægger i sin begrundelse vægt på, at den sjette bølgebryder blev etableret allerede i 1993, at etableringen var nødvendig for at sikre mod læsideerosion fra de første fem bølgebrydere, at sandfodring ligeledes er en del af den samlede beskyttelse, og at vedligeholdelsesudgifterne for alle anlæggene derfor bør vurderes samlet.


Skal genbehandles
I sagens genbehandling vil det derfor blive tydeliggjort, at alle seks bølgebrydere og strandfodring betragtes som et samlet anlæg, oplyser kommunen.

Det skal desuden beskrives tydeligere, hvorfor de grundejere der er medtaget i laget er medtaget. De seks klage-ejendomme har i praksis ansvaret for fem bølgebrydere og strandfodringen. I vedtægten er medtaget to ejendomme mere, så otte ejendomme får ansvaret for seks bølgebrydere og strandfodringen. Begrundelsen for dette har ikke været godt nok beskrevet i kommunens afgørelse, mener klagenævnet.

Klagenævnet har derimod ikke fundet grundlag til at tilsidesætte kommunens behandling af de øvrige klagepunkter om bl.a. miljøvurdering, habitatbestemmelser og usaglig sagsbehandling.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU