NYKØBING - Butikkerne i Nykøbing kan se frem til en betydelig reduktion i gebyret for renholdelse af gågaden på Algade.
Byrådet ventes at godkende, at taksten for renholdelse nedsættes fra 600 kr. til 135 kr. pr. løbende meter facade inkl. moms.
Den markante prisnedsættelse skyldes, at kommunen ved et nyt udbud har indgået en mere økonomisk kontrakt med en entreprenør til at udføre arbejdet.
Kommunen må kun opkræve de faktiske omkostninger for renholdelse samt udgifter til administration, hvilket har gjort nedsættelsen nødvendig.
Renholdelsen af gågaden, som strækker sig fra Vesterbro til Kirkestræde og Grundtvigsvej fra Svanetorvet til Algade, udføres af Odsherred Kommune, men udgiften betales af de grundejere, hvis ejendomme grænser op til gågaden.
Den nye takst vil træde i kraft, når opkrævninger for 2024 udsendes til de berørte grundejere.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.