Bekymring over skader ved byggeri på Havnevej
Arkivfoto

Bekymring over skader ved byggeri på Havnevej

Bygherrerådgiveren ved endnu ikke, hvorvidt pilotering bliver nødvendig

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 20-5-25 - 06:47

NYKØBING – Opførelsen af 50 nye boliger på Havnevej i Nykøbing har givet anledning til bekymringer blandt naboer, som frygter rystelser og skader på deres ejendomme under byggearbejdet.


Projektet omfatter opførelse af 24 boliger i fem boligblokke i ét delområde og 26 boliger i et andet, også fordelt på fem blokke.

Odsherred Kommune har modtaget henvendelser om risikoen for skader på nabohuse i tilfælde af pilotering – en byggeproces, hvor fundamentet sikres med nedbankede pæle.


Bygherrerådgiveren oplyser, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvorvidt pilotering bliver nødvendig. Hvis det viser sig at være tilfældet, vil man anvende skruepæle fremfor betonpæle, da førstnævnte ikke forårsager rystelser i jorden.


Af hensyn til de omkringliggende huse vil der blive foretaget en grundig fotoregistrering, så eventuelle skader kan dokumenteres. Hvis der opstår skader som følge af byggeriet, vil de blive udbedret uden omkostninger for ejerne.


Bygherren understreger desuden, at der vil blive taget hensyn til beboerne omkring byggepladsen. Selve byggeperioden er endnu ikke fastlagt, men forventes at strække sig over cirka 18 måneder. En detaljeret tidsplan vil blive fremlagt, når arbejdet nærmer sig opstart.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.