Beboere opdagede brand i tide
Der var røg fra huset, men heldigvis ikke nogen stor brand. Foto: Henning Lundhøj

Beboere opdagede brand i tide

AF BJARNE HANSEN / Fredag 29-5-20 - 09:49

NYKØBING - Et sommerhus på Kokkevang i Nyrup slap torsdag aften med lettere bygningsskader, fordi beboerne opdagede branden i tide.


Indsatsleder Søren Jacobsen, Vestsjællands Brandvæsen, oplyser, at brandvæsnet blev alarmeret, da beboerne kunne lugte røg.

Brandalarmen lød kl. 19:05, og kort efter var brandmandskabet fremme med to sprøjter.

- Det viste sig, at der var sket en kortslutning i en elinstallation i etageadskillelsen. Der var gløder under gulvet på førstesalen og i en væg.

Vi brugte ikke meget vand, da det var en glødebrand. Men det var nødvendigt at fjerne noget af loftet i stueetagen og noget af væggen og gulvet på førstesalen, fortæller Søren Jacobsen.

Han gør det samtidig klart, at hvis ikke beboerne havde observeret, der lugtede brændt og havde slået alarm, så kunne det være gået meget galt.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.