Antallet af indbrud mere end halveret i Odsherred
Illustrationsfoto

Antallet af indbrud mere end halveret i Odsherred

AF BJARNE HANSEN / Mandag 12-7-21 - 14:16

ODSHERRED - Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at antallet af anmeldte indbrud i Odsherred i første halvår er mere end halveret.


Politikommissær Karin Storm fra Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser, at antallet af indbrud i lejligheder og andre private helårshuse faldet fra 86 anmeldeler i 2020 til 45 anmeldelser i 2021.

Ser man på faldet i sommerhusindbrud, ser det endnu bedre ud. Der er nemlig i 2021 kun anmeldt 42 indbrud, mens der i 2020 var 131. Det svarer til et fald på 66 procent.

- Vi er selvfølgelig glade for, at det nu er væsentlig færre borgere, som oplever den utryghed, det er, når man kommer hjem til et indbrud. Især sommerhusejerne kan sove lidt roligere om natten end tidligere, siger politikommissær Karin Storm.


Flere sigtede
I 2021 førte politiets efterforskninger og hurtige udrykninger til, at der blev sigtet otte personer for indbrud i sommerhuse begået i Odsherred.

Nogle af sigtelserne er sket på baggrund af naboers signalementer, sporsikring på gerningsstedet og anden efterforskning, mens der i en enkelt sag var så hurtig udrykning fra en patrulje, at indbrudstyvene blev fanget, meget kort tid efter de havde forladt sommerhuset.


Nyttige tips
- Tips og signalementer har en stor betydning for vores videre efterforskning, og borgerne i nærområdet er eksperter til at spotte, hvis personer eller køretøjer skiller sig ud fra det normale. Heldigvis har mange borgere samtidig indgået samarbejder med hinanden om lige at holde øje med hinandens huse, når de står tomme, siger Karin Storm.

Hun påpeger desuden, at borgernes indsats i forbindelse med indbrudssikring også har haft en gavnlig effekt, og at coronaperioden i foråret 2021 formentlig også har betydet, at flere borgere har været mere hjemme eller i sommerhus.




FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.