Ældretilsyn: Kritisk kvalitet i hjemmeplejen
Illustrationsfoto: Colourbox

Ældretilsyn: Kritisk kvalitet i hjemmeplejen

Hjemmeplejen Højby/Lyngen i Odsherred har fået påbud – borgere oplever bl.a. mange forskellige medarbejdere og manglende kontinuitet

AF BJARNE HANSEN / Mandag 7-9-26 - 17:49

ODSHERRED – Ældretilsyn Øst retter alvorlig kritik mod Hjemmeplejen Højby/Lyngen i Odsherred Kommune.


Efter et risikobaseret tilsyn den 24. juni vurderer Ældretilsynet samlet, at hjemmeplejeenheden har kritisk kvalitet og ikke leverer tilstrækkelig kvalitet i helhedsplejen. Tilsynet vurderede samtidig, at mindre indgribende tiltag ikke ville være tilstrækkelige.

Derfor har hjemmeplejen fået et påbud og 16 uger til at sikre kvaliteten inden for tre områder: de ældres selvbestemmelse, tilliden til medarbejdere og ledelse samt samspillet med pårørende og lokalsamfundet. Herefter gennemfører Ældretilsynet et nyt tilsyn.


Mange forskellige medarbejdere
Et af de centrale problemer er manglende kontinuitet.

Borgerne møder ifølge tilsynet mange forskellige medarbejdere og vikarer og oplever manglende genkendelighed i hjælpen. I nogle tilfælde må pårørende vejlede vikarer om borgerens behov. Problemerne rammer især borgere med kognitive funktionsnedsættelser.

Tilsynet konstaterer også, at borgernes mulighed for selv at bestemme varierer alt efter, hvilken medarbejder der kommer. Vikarer tilrettelægger ikke i samme grad hjælpen ud fra borgernes ønsker og behov, og ønsker om tidspunkter for hjælpen kan ikke altid imødekommes.


Nogle siger nej til vikarer
Borgerne har ifølge tilsynet tillid til de faste medarbejdere, mens de mange medarbejderskift og brugen af vikarer skaber utryghed. Enkelte borgere fravælger ligefrem hjælp fra vikarer.

Ældretilsynet vurderer samtidig, at medarbejdere og ledelse viser engagement i at forbedre kvaliteten, og at der er iværksat tiltag. De er dog endnu ikke i tilstrækkelig grad blevet omsat til en ensartet praksis, som borgerne mærker.

Odsherred Kommune har oplyst til tilsynet, at kommunen er i gang med at udarbejde en handleplan. Kommunen betegner selv tilsynets fund som velunderbyggede og relevante.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.