Åbner for byggeri af boliger i Helenehaven
Helenehaven har været brugt til koncerter, men kan også blive et nyt boligområde. Arkivfoto: Alice Hvid Nielsen

Åbner for byggeri af boliger i Helenehaven

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 1-12-20 - 11:15

HØJBY - Odsherred Kommune åbner for muligheden for, det der på sigt kan bygges boliger i Helenehaven.


Nedbrændt idrætshal
Kommunen ejer Helenehaven, som er en del af et større grønt område på Stårupvej, hvor Højby-Hallen lå, inden den nedbrændte i december 2013 ved en påsat brand.


Mange muligheder
Ifølge kommunen har området mange muligheder.

Blandt andet er der plads til større kulturelle tiltag såsom koncerter, cirkus, markeder og teaterforestillinger.

“Men efterhånden som Højby By bliver større, kunne området på lidt længere sigt være potentielt boligudviklingsområde”, fremgår det af et notat fra kommunen.


Koncertsted
I foråret og sommeren er der afholdt en række koncerter i Helenehaven.

Koncerterne er arrangeret som følge af den situation, som Covid-19 har sat Odsherred og resten af verden i.

“Den overordnede respons på koncerterne har været positiv og det gav et indblik i en af de udviklingsmuligheder, som området besidder”, fremgår det af notatet.


Fremtidens brug
På baggrund af koncerterne har politikerne i Odsherred kommunes økonomiudvalg ønsket en undersøgelse af, hvad området kan bruges til i fremtiden, og i særlig grad hvad der er af ønsker til områdets brug.

Et yderligere argument i forhold til afklaringen af Helenehavens fremtid er, at det er blandt de steder i kommunen, som er særligt velegnede til at huse events af forskellig størrelse.


Koncerter også i 2021
Kommunen har givet tilladelse til, at koncertarrangørerne Musik & Kultur i Odsherred afholder seks koncerter i Helenehaven i 2021.

Ud over disse arrangementer vil der ikke blive arrangeret yderligere i Helenehaven, før politikerne har taget stilling til den fremtidige benyttelse af området.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.