69-årig mand fik falsk opkald fra Nets
Illustrationsfoto

69-årig mand fik falsk opkald fra Nets

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 10-2-21 - 12:26

NR. ASMINDRUP - Tirsdag kl. 18:47 anmeldt en 69-årig mand fra Nørre-Asmindrup til Midt- og Vestsjællands Politi, at han kort forinden var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Nets Holding A/S.


Personfølsom karakter
Manden stillede spørgsmål af personfølsom karakter, hvilket fik den 69-årige til at afbryde opkaldet, da han blev mistænksom. Han havde ikke givet manden nogen oplysninger, men med det samme lagt på og anmeldt sagen.

Politiet har den seneste tid fået flere anmeldelser om lignende opkald. I nogle tilfælde har telefonens visnummerfunktion desuden vist, at det var Nets telefonnummer, der blev ringet fra.

Borgerne er blevet gjort opmærksom på dette af manden som ringede for at vildlede dem til at tro, at opkaldet var reelt.


Flere eksempler
Der er ifølge politiet flere eksempler på, at bedragere bruger en teknisk funktion til at vise telefonnumre fra myndigheder og virksomheder ved opkald til borgerne.

Er du i tvivl om, hvor vidt et opkald er reelt, så afbryd opkaldet og ring op til virksomheden eller myndigheden for at få bekræftet om henvendelsen er reel.

Din bank, virksomheder eller myndigheder vil aldrig spørge ind til NEM-id oplysninger, bankkoder eller lignende, så afbryd straks opkaldet ved den slags henvendelser, konstaterer politiet.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.