41-årig mand fra Højby sigtet for indbrud og vold
Illustrationsfoto: Presse-fotos.dk

41-årig mand fra Højby sigtet for indbrud og vold

AF BJARNE HANSEN / Mandag 15-3-21 - 08:33

HØJBY - Midt- og Vestsjællands Politi har lørdag sigtet en 41-årig mand for indbrud i et haveskur på Perikumvej i Højby samt vold mod ejeren.


Taget på gerningssted
Her blev træbeklædning på et haveskur opbrudt, således det var muligt at foretage indstigning gennem hullet i træbeklædningen.

Skuret var gennemrodet, idet alle genstande lå rodet rundt på gulvet i skuret.

Politiet oplyser, at kl. 09:40 anmeldte en 52-årig mand fra Højby, at han havde overrasket en fremmed mand i sit haveskur, hvor manden var mistænkt for at have lavet et indbrud. Da den fremmede mand var blevet opdaget i skuret, havde han slået ud efter anmelderen med et redskab, men anmelderen fik værget for sig med en arm, så han slap med mindre overfladiske skrammer.


Tilkaldte hjælp
Den 52-årige fik tilkaldt hjælp fra sine naboer, der kort forinden havde haft kontakt til anmelderen, idet naboerne havde undret sig over en fremmed mands færden i de nærliggende haver.

Ved politiets ankomst til stedet blev den 41-årige og nu tilbageholdte mand overgivet til politiet. Manden var formentlig narko- og alkoholpåvirket, og han blev anholdt og indledningsvist sigtet for både indbrud i skuret og vold mod den 52-årige anmelder.

På stedet fandt politiet noget værktøj, som ikke tilhørte anmelderen, hvorfor politiet tog værktøjet i bevaring med henblik på udlevering til rette ejer.


Ikke egnet til afhøring
Den anholdte blev på grund af sin påvirkede tilstand ikke skønnet egnet til egentlig afhøring til sagen, hvis omstændigheder blev vurderet af både politiet og anklagemyndigheden, inden politiet senere på formiddagen løslod den 41-årige på hans bopæl, hvor andre kunne tage hånd om ham.

Endnu et indbrud
Senere på formiddagen fik politiet nu også en anmeldelse om et indbrud i et ulåst skur på Timianvej hos en familie, hvis to børn var hjemme fra skole.

De var blevet overrasket af en fremmed mand, der havde åbnet en ulåst dør ind til boligen. Efterfølgende havde man opdaget indbruddet i skuret, hvorfra en mindre gasflaske var flyttet ud til indkørslen.

Politiet fik ved nærmere undersøgelse af stedet klarlagt, at det fundne værktøj på Perikumvej stammede fra dette indbrud, så værktøjet blev genudleveret til ejeren.

Den 41-årige kan nu forvente at blive afhørt af politiet på et senere tidspunkt, herunder afhørt til sagen om indbruddet også i skuret på Timianvej i Højby.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.