33 mio. kr. til at genoprette naturen i Sejerøbugten
Arkivfoto: Odsherred Kommune

33 mio. kr. til at genoprette naturen i Sejerøbugten

WWF Verdensnaturfonden står bag et af Danmarks største marine naturprojekter

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 9-9-25 - 22:24

ODSHERRED – Et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter i havet nogensinde skal gennemføres i Sejerøbugten. En international bevilling på 33 millioner kroner fra fonden Endangered Landscapes and Seas Programme (ELSP) skal styrke biodiversiteten i bugten.


Engang var Sejerø Bugt fuld af liv. Ålegræsset voksede vildt, og blåmuslingebanker og enorme stenrev prægede bugten. Det gav liv til store fiskebestande, sæler og de blåfinnede tun. Men på bare et århundrede ændrede billedet sig drastisk.


Undersøgelser anslår, at der alene mellem 1960 og 1980 blev fjernet op mod 14 millioner tons sten fra bugten. Samtidig har overfiskeri, bundtrawl og udledning af næringsstoffer yderligere forringet havmiljøet. I dag er store dele af ålegræsset, stenrevene og fiskearter som torsk stort set forsvundet.


Projektet, som WWF Verdensnaturfonden leder i samarbejde med danske forskningsinstitutter og flere partnere, er blandt syv udvalgte i Europa, der har fået støtte fra ELSP.

Planen er at genetablere ålegræs, stenrev, blåmuslingebanker og skabe bedre forhold for torsk. Bugten har i årtier været beskyttet mod stenfiskeri og bundtrawl og er allerede udpeget som Natura 2000-område, mens det omkringliggende landskab er en del af UNESCO’s Global Geopark.

– Sejerøbugten er trods drastisk tilbagegang fortsat et værdifuldt naturområde med gode muligheder for genopretning, udtaler WWF Verdensnaturfonden.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.