18-årig anholdt efter politijagt i Nykøbing
Bilen blev bragt til standsning på Billesvej. Foto: Kim Jespersen

18-årig anholdt efter politijagt i Nykøbing

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 26-5-20 - 11:28

NYKØBING - En 18-årig mand fra Nykøbing blev mandag eftermiddag anholdt efter en større politijagt i Nykøbing.


Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at en lokalbetjent under patruljekørsel i Højby kl. 12:46 bemærkede en uindregistreret personbil, som flere gange tidligere har kørt rundt i den nordlige del af Odsherred.

Lokalbetjenten havde også en mistanke om, hvem føreren kunne være, så lokalbetjenten kørte efter bilen på Tinghulevej, Højby, for at lave en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Føreren ønskede ikke at tale med politiet og satte hastigheden op, medens politiet fulgte efter med udrykningssignalerne tændt.

Politiet kørte de næste ca. 15 minutter efter bilen, hvis fører bl.a. kørte over for rødt lys i Jernbanegade i Nykøbing og flere steder kørte med væsentlig højere hastighed end tilladt både inden for og uden for bymæssig bebyggelse.


Biljagten stoppede på Billesvej, hvor føreren af bilen standsede af sig selv på fortovet og flygtede til fods.

I bilen var en 14-årig pige og en 18-årig mand fra Højby som passagerer, der begge blev tilbageholdt.

En hundepatrulje fandt den flygtede fører, som var en 18-årig mand fra Nykøbing.

Han var efterlyst af politiet som forsvundet fra en institution i Nykøbing og havde ikke noget kørekort.

Alle blev afhørt til sagen, ligesom pigens værge blev tilkaldt for afhentning af hende.


Føreren blev endvidere gjort bekendt med, at politiet beslaglagde bilen, da det var tredje gang i denne måned, at han var blevet afsløret i at køre bil uden kørekort.

Den sigtede fører blev til sidst afleveret på sin institution, men vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.


FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.