Masser af tilbud til Odsherreds seniorer
Sidste efterår var gymnastik også et af tilbuddene for 60+. Arkivfoto

Masser af tilbud til Odsherreds seniorer

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 13-8-20 - 12:19

ODSHERRED - Et bredt udsnit af Odsherreds foreninger tilbyder igen i år borgere på 60 år og derover at komme inden for i de første to uger af september, for at se og prøve, høre mere om de aktiviteter og tilbud, der er målrettet seniorer.


- Vi håber, rigtig mange vil deltage i Åbne Uger i uge 36 og 37 og vi håber især, at mange af de aktive seniorer vil tage en ven, familiemedlem eller nabo med, som måske ikke har prøvet at være med før eller oplevet Åbne Uger. En varm og omsorgsfuld hånd, som rækker ud, kan gøre en stor forskel, siger foreningskonsulent og tovholder for Åbne Uger, Rune Sørensen.

Giver glæde og bryder isolation
Det handler ikke om at præstere, springe højest eller være bedst. Det handler primært om at rejse sig fra sofaen og komme ud og møde andre og opleve det fællesskab og den glæde, man får ved at bevæge sig og gøre det sammen med andre.


Åbne Uger blev afviklet første gang i 2019 som en udløber af 60+foreningsnetværket, som var et projekt med fokus på borgere, som måske sidder alene eller er ensomme, og som vil have glæde af at deltage i et fællesskab i en forening.

Tovholder var kommunens Folkeoplysningssamråd, Kultur og Fritid og Ældrerådet med DGI Midt- og Vestsjælland som konsulenter.

Dette lykkedes rigtig godt i 2019. Efter en evaluering blev det aftalt at fortsætte i 2020.


Coronakrisen og Covid-19 smitten satte en stopper for planerne om to årlige Åbne Uger, både forår og efterår, i 2020, hvorfor der kun holdes to uger på kanten af efteråret i år. Men det er hensigten til foråret igen at holde åbne uger med en stribe udendørs aktiviteter.

Det er helt gratis at deltage. Foreningerne overholder alle myndighedernes anvisninger i forhold til Covid-19 med afspritning og hygiejne og afstandskrav, og i Odsherred er vi generelt gode til at passe på hinanden ved at holde afstand og tage hensyn.




FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.