SUNDHED & VELVÆRE - Man kan bruge massage som behandling, som forebyggelse, som ren afslapning eller som ren forkælelse. Og der er nok af forskellige massageformer at vælge imellem.
Nogle steder i verden - for eksempel i Østen - er det lige så naturligt at gå til massør som til frisør, og her i det høje nord har vi heldigvis også fået øjnene op for massagens lyksaligheder.
Nogle er så fyldt med infiltrationer i nakken, at de er nødt til bogstaveligt talt at få problemet løst op hos en massør. Andre bruger massagen forebyggende - f.eks. mange sportsudøvere - mens massage for nogle blot bruges som et behageligt og afslappende afbræk i en travl hverdag.
De fleste oplever i praksis tilstande, hvor massage vil kunne bidrage positivt. Foreningen Danske Terapeuter har listet følgende, hvor massage kan hjælpe:
- Kroniske smerter, eller hvis man har haft hjernerystelse.
- Spændingshovedpine og tinnitus.
- Skulder, nakke og rygproblemer.
- Låste led i kroppen og generelt muskelspændinger i kroppen.
- Stress, søvnbesvær og koncentrationsbesvær.
- Udskillelse af affaldsstoffer.
MassagetyperAf forskellige typer massage kan blandt andet nævnes fysiurgisk massage, bindevævsmassage, massage for gravide, triggerpunktsmassage og healingmassage, der også betegnes som blid massage.
Men hvad sker der egentlig, når man kommer i hænderne på en dygtig massør?
Grundlæggende er massage en mekanisk bearbejdning af muskler og andre af kroppens bløddele. Massagen kan forøge blodgennemstrømningen i musklerne, og når for eksempel fodboldspillere og cykelryttere får en omgang massage, efter de har spillet kamp eller kørt løb, så fremmes restitutionen af de trætte muskler.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.