HUS & HAVE - Der tales meget om varmepumper, jordvarme, solpaneler, genvex-anlæg og andre smarte måder, hvormed vi kan varme vores vand og boliger op, og der er god grund til, at de nye, innovative løsninger vinder frem, da de både er grønne og effektive.
Men en af de grønneste og mest effektive må ikke glemmes: Isolering er og bliver en af de mest effektive måder at sikre, at man får det lavest mulige forbrug og ikke mindst udnytter varmen bedst.
Særligt for de mange af os, som bor i huse med installationer af ældre dato, er der gevinst at hente på at efterse og isolere varmerørene.
Varmerør taber en del varme, hvis de ikke er isoleret, og det samme gør uisolerede varmevekslere til indirekte fjernvarme eller til opvarmning af varmt vand. Begge dele er nemme at komme efter med isoleringen, og det er en udgift, der er tjent ind meget hurtigt.
Husk at følge rørene hele vejen fra varmekilde til destination. Får man varme ind i sit kælderrum, eksempelvis, så kan der sagtens være et stort varmetab ved at føre rørene gennem uopvarmede og kolde rum, indtil varmen når frem til det værelse eller toilet, hvor den skal bruges. Eksperter anbefaler, at der er mindst 40-60 mm isolering på rør. Er der mindre, bør de efterisoleres.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.