HUS & HAVE - Med genbrugsstation mener vi naturligvis kompostbeholder. Havens bede og køkkenhaven vil elske den næringsrige kompost, der efter et halvt til et helt år kan lukkes ud af beholderen. Samtidig er det en sikker gevinst for miljøet, når man vælger at kompostere.
Kartoffeltoppe, plænegræs, blade, hækafklip og andet grønt, du smider i kompostbeholderen kommer nemlig til at indgå i et naturligt kredsløb i haven, og man undgår samtidig at bruge brændstof på at fragte haveaffaldet til kommunens genbrugsplads.
Man kan også komme grønt køkkenaffald i kompostbeholderen. Faktisk kan en stor del af det, man smider i posen med madaffald også uden problemer komposteres.
BeholderenDet er ganske enkelt at lave sin egen kompost. En lukket kompostbeholder i plastik er nem at arbejde med og kan købes i alle byggemarkeder. Læg et drænlag af grene eller flis i bunden, så der kan komme luft op fra neden. Stil kompostbeholderen i læ og skygge, så komposten ikke tørrer ud.
Det er vigtigt, at komposten ikke bliver hverken for tør eller for våd. Orme, smådyr og bakterier skal kunne trives her, så de kan omsætte affaldet, der langsomt bliver til kompost.
Blandt andet har regnorme og bænkebidere travlt med at æde sig gennem det organiske materiale. Kan man klemme et par dråber fugt ud af en håndfuld kompost, er den tilpas fugtig. Komposten kan vandes, hvis den er for tør. Omvendt må det ikke blive så våd, at det går ud over ilttilførslen. Krible-krable-dyrene i komposten skal jo have ilt.
Man kan med fordel jævnligt tage lidt kompost fra bunden af beholderen og strø ud over det øverste lag. Det fremmer omsætningen. Passer man sin kompost ordentligt, kan man efter cirka et halvt til et helt år høste den herligste kompost, der nærmest dufter af skovbund, ud af beholderens bund.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.