Politiet sender flere betjente til Nykøbing
Til sommer kommer der flere politibetjente til Nykøbing. Arkivfoto

Politiet sender flere betjente til Nykøbing

Torsdag 8-10-20 - 21:58

LEDER - Nykøbing Avis har siden 1. juli argumenteret for mere politi i Nykøbing. Det skete i kølvandet på, at avisen kunne afsløre, at Lokalpolitiet i Nykøbing ville lukke i tre uger i forbindelse med sommerferie.


Siden blev sagen ført op til højeste sted, da justitsminister Nick Hækkerup (S) blev bedt om at svare på, hvorfor den lokale politistation holder lukket, akkurat hvor der er flest mennesker i området på grund af turister.

Nye Borgerliges Pernille Vermund ville vide, hvordan politiets beslutning om at holde ferielukket i Odsherred i en periode, hvor indbyggertallet i kommunen øges fra ca. 33.000 til ca. 130.000, harmonerer med at skabe tryghed og service for borgerne og sommerhusgæsterne i området.


Nykøbing Avis har flere gange stillet spørgsmålstegn ved den politimæssige betjening af det nordlige Odsherred, og især Nykøbing. Det har affødt mange kommentarer og en heftig debat.

Nu har Midt- og Vestsjællands Politi (ifølge Nordvestnyt - red.) besluttet, at det er slut med at lukke stationen i Nykøbing, og fra næste sommer vil der over seks til otte uger være flere politifolk, der har tjeneste fra Nykøbing.

Godt, der er en kritisk lokalavis!

BJARNE HANSEN
Chefredaktør





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.