LEDER - Odsherred Kommune har travlt med at få brugt millioner på ny asfalt og kulturelle tiltag. Imens er det fortsat uafklaret, om de ældre beboere på Grønnegården får et tæt tag over hovedet.
Faktisk er det ikke for meget sagt, at kommunen smøler med opgaven på Grønnegården.
For nogle år siden viste en undersøgelse, at det er nødvendigt med en udskiftning af taget på plejecentret. Der blev indhentet tilbud på cirka 3,75 mio. kr. for tagudskiftning.
Men siden er der ikke rigtig sket noget, selvom der er risiko for både skimmel, råd og svamp på grund af vandindtrængen, fordi taget er utæt.
Arbejdet skulle være påbegyndt i år, men nu vil kommunen udskyde arbejdet i al fald i et år!
Der er afsat 2,3 mio. kr. til nyt tag på Grønnegården. Ifølge et notat fra kommunen, så vides det endnu ikke, hvad udskiftningen vil koste, “men undersøges i de kommende måneder”.
Grønnegården blev opført i 1975 som tungt plejecenter, med 34 boliger. Det blev senere overtaget helt af kommunen, og i 1991 blev det bygget om og moderniseret da de daværende boliger var for små. Derfor blev nogle at boligerne slået sammen.
I 2003 blev Grønnegården udvidet med 10 nye boliger, og i 2008 stod så den sidste afdeling klar med endnu 10 boliger.
Alle lejligheder ejes af Odsherred Kommune, men det er Boligselskabet af 1942 der er udlejer.
I betragtning af at Byrådet gerne vil understøtte lokale håndværkere i forbindelse med coronakrisen, så virker det jo helt skørt, at de ældre borgere på Grønnegården skal leve med et utæt tag og risikoen for skimmelsvamp, alt imens byrådet bevilger penge til mindre presserende opgaver.
Det er desværre endnu et eksempel på, at Byrådet ikke har forstået, at skatteydernes penge først og fremmest skal bruges på kerneopgaverne og kernevelfærd.
BJARNE HANSENChefredaktør
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.