Kommunal garanti er ikke meget værd
Illustrationsfoto

Kommunal garanti er ikke meget værd

Mandag 17-8-20 - 13:55

LEDER - Odsherred Kommune har det, der kaldes plejeboliggaranti - i al fald i teoretisk forstand.


For i praksis er garantien ikke meget værd, hvis du som ældre og svagelig bor i Nykøbing, og gerne vil blive boende i byen.

Kommunen oplyser, at bliver den ældre godkendt til en plejebolig, kommer vedkommende på venteliste.

“Ventelisten er prioriteret. Det betyder, at det er den borger med det største behov, der vil blive tilbudt en plejebolig først. Det er altså ikke den, der først er optaget, der modtager et boligtilbud først”, oplyser kommunen.

Er en person godkendt, skal vedkommende være klar til at sige ja tak til en plejebolig med meget kort varsel.

“Der kan i nogle tilfælde være tale om, at du skal flytte ind allerede to uger efter du har modtaget tilbuddet”, fremhæver kommunen.


Der er desuden regler om, hvor længe en borger må stå på venteliste.

Det er HER der bliver bekymrende, for i kommunens reglement står, at “hvis du søger en plejebolig i hele kommunen, må du højest vente i otte uger (kaldes plejeboliggarantien)”.

“Det gælder kun, hvis du ikke siger nej tak til en tilbudt plejebolig inden for denne periode.

Søger du en plejebolig på et udvalgt plejecenter, kan du godt vente i mere end to måneder.

Du bliver slettet helt fra ventelisten, hvis du siger nej tak til en bolig tre gange”, skriver kommunen.


Så efter nogle måneder risikerer borgeren altså at skulle starte forfra på en venteliste.

Det er simpelthen ikke godt nok. Det bør være et krav til Byrådets kommende budgetforhandlinger, at antallet af plejeboliger i Nykøbing øges, så ældre kan blive i deres nærområde, hvis de ønsker det.

Og politikerne bør samtidig genoverveje reglerne, så man ikke slettes fra ventelisten, bare fordi man har et helt legitimt krav på at blive boende i den by, man kender og har sit sociale netværk.

BJARNE HANSEN
Chefredaktør



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.