Hvor er Nykøbings gadebetjente?
Et par betjente i uniform burde patruljere i gågaden, og skræmme lommetyvene væk. Arkivfoto

Hvor er Nykøbings gadebetjente?

Onsdag 29-7-20 - 08:09

LEDER - Den er da helt gal med Politiets prioritering, når der ikke kan afsættes et par betjente til at patruljere på gågaden i Nykøbing i højsæsonen.


Nykøbing Avis har kunnet berette om lommetyve og i dag om en ældre dame som fik stjålet sin taske med store værdier som gæst på en restaurant.

Et par gadebetjente havde næppe kunne forhindre tyverierne. Men signalværdien vil være stor, og de langfingrede ville måske tænke sig om en ekstra gang, inden de besluttede at drive rundt i gågaden på jagt efter ældre borgeres penge.

Det handler om, at betjentene har en præventiv virkning, når de er synlige i gadebilledet.


I stedet vælger Politiet at holde stationen i Nykøbing lukket i højsæsonen!

I forvejen er politistationen på Vestrelyngvej nærmest en parodi. Der er åbent fire timer om ugen!

Folketingets politikere taler tit om det borgernære politi, og der blev indkøbt et større antal mobile politistationer, som skulle skabe tryghed i områder, hvor politiet normalt ikke er synligt.

Det ville være oplagt at parkere en sådan på Torvet i Nykøbing hele sommeren, og så lade et par uniformerede betjente gå op og ned af gågaden.


Det bedste ville naturligvis være, at Nykøbing igen fik en politistation med en snes betjente, som døgnet rundt kunne skabe tryghed i Odsherred.

Så kunne der samtidig ske en reel efterforskning af de mange indbrud, hvor politifolk kom ud til gerningsstedet og sikrede tekniske spor.

Som det er nu, indsamles der kun sjældent DNA. Og uden beviser er det jo svært at få forbrydere dømt.

Det burde være en oplagt opgave for de folketingsmedlemmer, som er valgt til at repræsentere egnen, at sikre lov og orden i Danmarks største sommerhusområde.

Men ak, de er jo lige så fraværende som politiet!

BJARNE HANSEN
Chefredaktør



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.