Ferielukket politistation på ministerniveau
Illustrationsfoto

Ferielukket politistation på ministerniveau

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 4-8-20 - 09:17

LEDER - Siden Nykøbing Avis 1. juli kunne afsløre, at Lokalpolitiet i Nykøbing ville lukke i tre uger i forbindelse med sommerferie, er sagen blevet ført op til højeste sted.


Justitsminister Nick Hækkerup (S) er blevet bedt om at svare på, hvorfor den lokale politistation holder lukket akkurat hvor der er flest mennesker i området på grund af turister.

Spørgsmålet er stillet af lederen af Nye Borgerlige, Pernille Vermund.

Hun ønsker at få ministerens svar på, hvordan en sådan lukning i ferieperioden kan siges at stemme overens med regeringens ambitioner om at decentralisere politiet og gennemføre en nærhedsreform.


Pernille Vermund vil også vide, hvordan politiets beslutning om at holde ferielukket i Odsherred i en periode, hvor indbyggertallet i kommunen øges fra ca. 33.000 til ca. 130.000, harmonerer med at skabe tryghed og service for borgerne og sommerhusgæsterne i området.

På denne plads i avisen er der flere gange stillet spørgsmålstegn ved den politimæssige betjening af det nordlige Odsherred, og især Nykøbing. Det har affødt mange kommentarer og en heftig debat.

Det er rart, der er politikere, som tager borgernes bekymring!

Kravet bør være, at politiet opgraderer i Nykøbing om sommeren, således at et antal "sommerbetjente" har fast base i Nykøbing og patruljerer i området og på gågaden.

Dét vil skabe tryghed!


BJARNE HANSEN
Chefredaktør





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.