Er der fornuft i det ny fjernvarmeprojekt?
Arkivfoto

Er der fornuft i det ny fjernvarmeprojekt?

Tirsdag 7-7-20 - 07:22

LEDER - Det lyder sympatisk, når det brugerejede Nykøbing Sj. Varmeværk vil udbrede sit fjernvarmenet af hensyn til miljøet.

Men er der fornuft i projektet?

Projektet, der vil koste 2,39 millioner kroner, omfatter i bedste fald levering af fjernvarme til 40 boliger i Æblehaven, Askehaven, Ørnevej, Rosendalen og Slyngrosevej.

Varmeværket skønner nemlig, at kun huse med individuelle oliefyr skifter til fjernvarme, hvilket svarer til ca. 60 procent, da det er tvivlsomt, om ejerne af el-opvarmede og varmepumpe-opvarmede huse vil konvertere til fjernvarme.

Ved fuld tilslutning ville anlægsudgiften være 67.000 kr. pr. bolig, men udgiften bliver nok noget nær det dobbelte.

Samfundsøkonomisk vil projektet ifølge varmeværket være en fordel i forhold til fortsat individuel varmeforsyning på ca. 1,17 mio. kr. set over 20 år, og projektet vil i den samme periode bidrage med en miljømæssig gevinst i form af 1.790 tons mindre CO2-udledning.

Det er jo umiddelbart ikke prangende. Især ikke set i lyset af, at Nykøbing Sj. Varmeværk med 15.041 kr. ligger noget over den gennemsnitlige, årlige fjernvarmeregning for et standardhus på 12.904 kr.

Måske er tiden løbet fra fjernvarme, fordi opvarmning med elektricitet er billig og anlægsudgifterne meget lave.

BJARNE HANSEN
Chefredaktør



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU