De små vandværker bukker under
Om få år har Odsherred Forsyning med stor sandsynlighed monopol på levering af drikkevand i forbrugernes vandhaner. Arkivfoto

De små vandværker bukker under

Onsdag 23-9-20 - 15:14

LEDER - De mange små vandværker bukker under på grund af myndighedskrav og - måske især - forbrugernes ønsker om stabil forsyning.


Det næste vandværk, som må se sig opslugt af Odsherred Forsyning, er Kildehuse-Strandhuse Vandværk. Bestyrelsen har indkaldt til to ekstraordinære generalforsamlinger i Egebjerg Forsamlingshus. Bestyrelsen foreslår en aftale med Odsherred Forsyning, som vil betyde, at vandværket nedlægges og afvikles via en frivillig likvidation.

Tidligere var det de 140 forbrugere ved det lille vandværk ved Gelstrup Strand, som måtte overgive sig.


Det lille vandværk havde svært ved at holde hygiejne i filtrene, og producerede kun ca. to kubikmeter vand i døgnet.

Værket var opført af lokale borgere i 1962 og ligesom så mange andre af de små vandværker repræsenterede de ved opførelsen et fremskridt.

Nu kan det hverken hygiejnisk og økonomisk svare sig at forsyne de små områder med vand, fordi selv et lille anlæg har næsten de samme omkostninger til vedligehold og prøvetagning som et stort.


I de kommende år vil de sidste, små selvstændige vandværker formentlig også lukke, og Odsherred Forsyning vil med stor sandsynlighed få monopol på levering af frisk drikkevand i forbrugernes vandhaner.

Med de små vandværkers endeligt forsvinder et stykke kulturhistorie fra en tid, hvor lokalt sammenhold skabte fremskridt på landet. Og hvor nærdemokratiet blomstrede.

Tilbage er et monopolforetagende, som nok handler i forbrugernes interesse, men hvor nærheden er væk.

Det er synd og skam!

BJARNE HANSEN
Chefredaktør






FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.