De små detailbutikker overlever kun på nettet
Illustrationsfoto

De små detailbutikker overlever kun på nettet

Onsdag 14-10-20 - 10:33

LEDER - Et flertal i Byrådet kæmper mod store kædebutikker og supermarkeder i Nykøbings udkant.


Kampen skyldes, at politikerne vil forsøge at holde liv i detailbutikkerne på Algade. For hvis de store kæder etablere sig ved omfartsvejen, så kommer der færre folk på gågaden, og det vil betyde færre kunder i de små butikker, er byrådsflertallets ræsonnement.

Men den kamp er håbløs at vinde.

Internettet har allerede overtaget en stor del af handlen fra de små butikker, fordi netbutikkerne tilbyder et større sortiment og til billigere priser. Ovenikøbet har de en gratis bytteservice, så kunderne på få dage kan få den ønskede vare leveret til døren - eller til en let tilgængelig opsamlingsboks.


Det er ikke kun mindre vare, der handles på nettet. Også hvidevare, cykler og biler købes via Internettet.

Markedsføringen er professionel, og på alle platforme, hvor potentielle kunder kommer. Her kan de små butikker slet ikke være med. De har ganske enkelt ikke råd til den massive markedsføring, der skal til.

Bankerne har indset det, og satser på at kunderne betjener sig selv hjemmefra. Bankfilialer på byernes hovedstrøg forsvinder. Skal bankerne have filialer, så bliver det med mødelokaler, placeret på billige adresser og ikke i gadeniveau.


Hvis Nykøbing skal beholde en del af omsætningen og dermed også arbejdspladser, er det nødvendigt, at lade kæderne få deres vilje og placere sig på steder med synlighed og gode parkeringsmuligheder.

De små butikker overlever kun, hvis de dropper de dyre huslejer i bymidten og satser på netbutikker, som fysisk kan være i billige lokaler.

Byrådsflertallet kæmper herodisk, men slaget er tabt.

Internettet er kommet for at blive!

Hvis nogle stadig er i tvivl, så spørg jeres børn eller børnebørn....

BJARNE HANSEN
Chefredaktør





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.