• <em>Algade set fra Grundtvigsvej til Svanestræde ca. 1910, hvor udviklingen tog fart.</em>
  • Den smalle ende af Algade omkring 1880.<br>

100 år siden Nykøbing fik elektrisk gadelys

Torsdag 23-7-20 - 04:38

LEDER - I år er det 100 år siden de første elektriske gadelygter blev sat op i Nykøbing. Som gadebelysning afløste de elektriske pærer de gamle gaslygter.


Dette nævnes ikke af historiske årsager, men for at illustrere, at det Nykøbing, vi kender i dag, blev skabt i disse år. Og med hjælp fra staten. Og nu er der brug for hjælp igen.

Elektriciteten var kommet til Nykøbing nogle år i forvejen. For 15. december 1914 kl. 14:00 tændtes de første elektriske lamper i byen.

På det tidspunkt hørte der til hver eneste blot lidt større ejendom i Nykøbing by landbrug med køer og svin. Først i de år blev de sidste landbrug, der hørte til husene i Algade, nedlagt, og det skete i reglen først ved ejerens død, kan man læse hos Odsherred Wiki.

Nede på Algade ud for Strandstræde stod Gadeportene, som først forsvandt fra bybilledet i 1923. Her samledes kreaturerne om morgenen til vanding, og blev derefter af vogterdrengene drevet i samlet flok på jordlodder ved Skærby. Der hørte nemlig en sådan jordlod til hver af de større ejendomme i den østlige bydel.

At Nykøbing fik elektricitet, og der skete fremskridt i byen, hang sammen med etableringen af Statshospitalet bag Grønnehave Skov i 1915. For at få denne institution var det nemlig en af betingelserne, at der kunne tilvejebringes el-forsyning.

I stedet for at bygge eget elektricitetsværk valgte byrådet at blive forsynet fra Svinninge. Dermed var Nykøbing den første købstad i Danmark, at valgte at tage strømmen fra højspændingsværket.

Omkring 1900 var der omkring 2.000 indbyggere i Nykøbing. Men fra 1910 til 1925 blev indbyggertallet fordoblet.

En anden grund var sikkert også at man havde fået bygget Nykøbing Sygehus (Amts- og Bysygehuset), som blev udvidet flere gange.

I 1920’erne var de første sommerhuse begyndt at dukke op, selvom det mest i starten var Nykøbing-borgerne, der skulle have et fristed, så kom der flere og flere til ”udefra”, og begrebet landliggere begyndte at tegne sig og tog fart de kommende år.

I dag mener Byrådet, vi skal leve af turisme. Men måske skulle vi forsøge at få en stor statsinstitution til byen, så der kan skabes fornyet fremgang i den gamle købstad.

De lokale politikere må kontakte deres partier på Christiansborg, og gøre dem opmærksom på, at nye arbejdspladser er en nødvendighed, hvis egnen ikke bare skal være et turistreservat og befolkningstallet fortsat falde.

Lad os håbe, politikerne snart ser lyset!

BJARNE HANSEN
Chefredaktør




FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU