Kendt bladtegner gæster Pakhuset
Claus Seidel i egen streg.

Kendt bladtegner gæster Pakhuset

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 12-8-21 - 14:02

NYKØBING – Onsdag, 25. august klokken 19:00 er der mulighed for at opleve et spændende foredrag med en af Danmarks mest kendte bladtegnere i Pakhuset på Vesterbro Torv.


Der er foredrag om bogen ”Til stregen” af og med tegner Claus Seidel. Foredraget knytter sig til udstillingen ”Nye Tegninger”.

Claus Seidel er født i København 1946 og uddannet malersvend. Han blev i 1966 knyttet til dagbladet Land og Folk som teater- og reportagetegner. Her arbejdede han fast frem til 1985, hvor B.T. hentede ham over som bladtegner. På B.T. fungerede Seidel som teatertegner, men også som satiretegner og leverede dagligt ”Dagens tegning” til avisen.


Store nedskæringer
I slutningen af 1990-erne bredtes arbejdet for Det Berlingske Hus ud til også at omfatte Berlingske Tidende og Weekendavisen. Samarbejdet sluttede i 2000 i forbindelse med husets store nedskæringer.

Claus Seidel er i dag freelance-tegner og en flittig benyttet bogillustrator.

Claus Seidel har udstillet et utal af steder verden over – bl.a. i USA, Rusland, Kina, Frankrig og de baltiske lande. Herhjemme har han bl.a. haft udstillinger på Nordjyllands Kunstmuseum, Odense Rådhus og Sofienholm.


Prismodtager
Claus Seidel har modtaget flere priser bl.a. Hans Bendixen prisen i 2013 og solgt til blandt andet kongehuset.

I 2000 stifter han Museet for Dansk Bladtegning på Det Kongelige Bibliotek, hvor han i dag er ansvarlig for museets opbygning og indtil nu har indsamlet 200.000 originaltegninger. Museet er enestående af sin art og er det største museum for original papirkunst i Europa. Seidel var i en årrække også formand for Danske Bladtegnere.




FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.