Politisk selvmord

Politisk selvmord

Fredag 14-2-25 - 09:06

Redaktionen har fra Kurt Sørensen, Nykøbing, modtaget:


Det rumler rigtignok mellem byrådspolitikerne i Odsherred op til det kommende kommunalvalg til november, efter at Socialdemokratiet, Nyt Odsherred og Venstre har indgået en alliance om udpegning af arealer til solceller og vindmøller i kommunen. Og urolighederne forplanter sig videre til vælgerne, hvor hverken borgere eller sommerhusfolk vil vide af nogen af delene. Og omfatter alliancen også anlæg af biogasanlæg ved Vig, som alle vælgere er lodret imod, eller fortsatte landskabsødelæggelser som på Lårbakken midt i Odsherred?


Mistilliden mellem politikerne fører uvægerligt til vælgerflugt fra de tre alliance-partier de kommende måneder frem til valget. Hvem tør de stole på? Og hvad omfatter alliancen konkret? Aftalen holdes hemmelig og styrker mistænksomheden. Hemmeligheds-kræmmeriet skyldes selvfølgelig, at alliancens tre partier frygter vælgerflugt ved upopulære beslutninger.


Situationen er usikker, idet hidtidige konstituerings-partnere bag den nuværende borgmester nu truer med at opsige aftalen. De har slugt kameler nok allerede, hedder det, og det har hidtil ført til udpræget løsgængeri blandt politikerne. Og til voksende rådvildhed hos vælgerne. Hvem tør de stole på? Og hvor bevæger vælgerne sig hen?

Flere har allerede opfordret de Radikales byrådsmedlem til at melde sig som borgmesterkandidat ved det kommende valg, tillige med de øvrige tre kandidater fra partierne bag hemmelighedskræmmeriet. Vælgerne ønsker et alternativ. Og situationen bliver ikke bedre af, at ingen de tre partier hidtil har meldt ud om deres visioner og strategier for fremtidens Odsherred. Har de nogen visioner overhovedet?


Virkeligheden er at Odsherred fremtid hviler på turisme og sommerhusbeboere, der bærer handelsliv og håndværksvirksomheder. Og denne virkelighed hviler på Odsherreds landskab, natur og enestående kulturarv - der nu trues af solcellemarker, roterende vindmøller og stinkende gyllefabrikker, som kun ønskes af ude fra kommende investorer og spekulanter. Borgernes tillid til de hidtidige tre borgmesterkandidater svinder i lyntempo. De er sammen med deres partier i færd med at begå politisk selvmord for åbent tæppe.

Med venlig hilsen
Kurt Sørensen
Algade 32
Nykøbing





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

SENESTE I DEBAT

DEBAT Tirsdag 4-3-25 - 10:32
Er der en arkitekt til stede?
DEBAT Fredag 14-2-25 - 09:06
Politisk selvmord
DEBAT Onsdag 12-2-25 - 08:21
Et grønnere Odsherred
DEBAT Fredag 31-1-25 - 13:13
Odsherreds kulturarv?
DEBAT Torsdag 27-6-24 - 18:31
Management-kulturens fallit

Flere nyheder