Odsherreds kulturarv?

Odsherreds kulturarv?

Fredag 31-1-25 - 13:13

Redaktionen har fra Kurt Sørensen, Nykøbing, modtaget:


Stor ros til det flertal i Odsherreds Byråd, der nægter at give tilladelse til nedrivning af et gammelt husmandssted i bindingsværk i et sommerhusområde. Både arkitektonisk og landbrugshistorisk er der tale om kulturarv. Og stor ros til Gitte Klausen, der nægter at nedrive en stor gammel udhuslænge til herregården Anneberg, som hun netop har købt af kommunen, men nu viser sig at have en pilrådden tagkonstruktion som det koster mange millioner at istandsætte. Hun er som ejer af både Anneberg Kulturpark og Anneberggård den bedste forvalter af kommunens kulturarv vi har i dag.


Som landets største turist- og sommerhuskommune er kulturarven utrolig vigtig at bevare og fokusere på. Det gælder både den fysiske kulturarv, den levende og den immatrielle kulturarv, som kulturministeren lige nu har opmærksomheden rettet imod.

Til den levende kulturarv hører fx de levende hegn og bevoksninger langs Anneberg Mark og Anneberg Stræde, som nu har være udsat for en meningsløs massakre. Disse hegn var gammel landbrugshistorie og herregårdshistorie. Hvem varetager den levende kulturarv og passer på gamle alleer som trækker deres spor gennem landskabet?


Og hvad med den immatrielle kulturarv i Danmark, spørger Kulturministeren. Måske er vores vigtigste bidrag hertil demokratiet, hvor det ældst kendte parlament i verden er Isøre Ting på Mårbjerg i Odsherred. Hvem interesserer sig for denne verdenskulturarv og den potentiale i turistsammenhæng, der engang gjorde Isøre til landets midtpunkt og vigtigste nationale kraftcenter, hvor man valgte konger og vedtog love? Og hvem interesserer sig for 1800-tallets grundtvigianske kulturrevolution, der udsprang fra Odsherred?


Svaret er at det gør ingen. Museum Vestsjælland, der indtil for nylig havde ansvaret på kommunens vegne for Annerberggård og skulle have gjort opmærksom på borebiller og sammenstyrtningsfare, erklærer at man her hellere har øjnene stift rettet mod fremtidens kulturarv i form af squat- og streetart end fortidens kulturarv. Det samme er tilfældet med Geopark Odsherred, der hellere tivoliserer sommerlandet end beskæftiger sig med fortidens geografiske- og kulturlandskab.

Godt at Byrådet nu atter begynder at interessere sig aktivt for vores fælles kulturarv i samarbejde med private foreninger og aktører, der tager fortiden alvorligt. Politikerne og det kommende byråd bør nedsætte et Kulturråd til fremme af fortidshistorie og fremtidsturisme. De to emner er tættere forbundne, end man lige nu er opmærksom på.

Med venlig hilsen
Kurt Sørensen
Algade 32
4500 Nykøbing





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.