DEBAT - I takt med planerne om at indskrænke Danmarks landbrugsarealer og reducere den intensive avl af planter til dyrefoder, er der også nye planer for den fremtidige anvendelse af de vidtstrakte lavbundsjorder i det sydlige Odsherred. Det fremgår af et høringssvar i forbindelse med udarbejdelse af ny kommuneplan.
Her er ideen at den udtørrede Lammefjord skal omdannes til et kombineret natur- og sommerhusområde. Dele af fjordområdet er stærkt forurenet af pesticider i forbindelse med bl.a. kartoffeldyrkning, og kvælstoffet udvaskes i grøfter, kanaler og forårsager fedtemøg og fiskedød, inden vandet ledes ud i Isefjorden og Sejerøbugten.
De vådeste partier af den tidligere fjord skal efter planen føres tilbage som sølandskab med bevoksninger af pilekrat og buskadser og blive et eldorado med fugle- og dyreliv. Og de tidligere flade marker skal i stedet udstykkes til attraktive sommerhusgrunde og forvandles til et rekreativt fritidslandskab. Nye lokalplaner skal sikre at udstykninger sker de rigtige steder, gerne i forbindelse med omliggende landsbyer, sådan som det allerede er sket på Grevinge Lammefjord. Det vil stimulere byernes handelsliv og i det hele taget øge Odsherreds tiltrækning som ferieområde.
For Lammefjordens landmænd vil lokalplaner om udstykning øge jordernes værdi og sikre en økonomisk gevinst ved salg af sådanne grunde. Der vil være tale om flere hundrede nye sommerhuse i Odsherred i nær tilknytning til de store indfaldsveje. Det vil give ekstra omsætning for talrige håndværlsvirksomheder og alt i alt være en god indtægtskilde de kommende år.
Med venlig hilsen
Kurt SørensenAlgade 32 NykøbingFORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.