DEBAT - Redaktionen har fra Kurt Sørensen, Nykøbing, modtaget:
Der bliver nu etableret et par nye museer iangs gågaden i Nykøbing - Vikingemuseet Isøre og Eventyrmuseet Syvhøje om bronzealderen. Det er begge åbne og såkaldte fortællende museer, hvis udstillinger gør besøgende gæster opmærksom på Nykøbing-egnens fantastiske fortid.
I forvejen findes Nykøbing Bymuseum allerede i gågaden, som beretter om købstadens historie tilbage fra middelalderen. Og med de nye museer går fortællingen altså endnu længere tilbage, til vikingetid og bronzealder.
Samtidig berettes også om klimaets og kysternes forandringer i disse perioder, som var helt forskellig fra nutidens.
Især er Vikingemuseet Isøre nærmest sensationelt, idet der her redegøres for “den vigtigste lokalitet i Vikingetidens Danmark”. Det skyldes først og fremmest at denne lokalitet rummede rigets nationale parlament, der var det direkte forbillede for det nuværende folketing på Ckristiansborg fra 1849. Isøre var demokratiets vugge i Danmark og udtryk for hele den skandinaviske ting-tradition, der i dag bedst kendes fra det islandske Alting. Samtidig rummede denne lokalitet vikingetidens kendteste flådehavn, omtalt allerede fra 400-tallet i det oldengelske Bjowulf-kvad.
De nye gågade-museer knytter sig tillige til de åbne kunstudstillinger i hovedgadens passager - et initiativ som for nogle år siden vakte stor opmærksomhed uden for bygrænsen. Nu tilføjes en ny attraktion for byens gæster - en helt ny type museer, som er ved at vinde indpas og også kendes fra Rørvig Museum på stedets havn.
Mens oprettelsen af Nykøbing Bymuseum finansieredes af Odsherreds kommune, skyldes de to nye museer en donation fra udlejningsfirmaet Sol & Strand, samt imødekommenhed og velvilje fra berørte ejendomsselskaber, mens Trykkergården i Nykøbing har fremstillet udstillingsmaterialet.
Med venlig hilsen
Kurt SørensenAlgade 32,
NykøbingFORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.