DEBAT - Redaktionen har fra lokalhistoriker Kurt Sørensen, Nykøbing, modtaget:
I de kommende måneder fejres 800-året for Nykøbing kirke. Som købstad nævntes byen tidligst 1231 i Kong Valdemars Jordebog og omtaltes siden som “Isefjordens Havn”, knudepunkt for middelalderens omfattende sildehandel med bl.a nordtyske købmænd. Kirken var viet til Sct Nikolaj, skytshelgen for handel og søfart.
Formentlig var den ældste kirke øverst på Holtets Plads opført i træ med en stenbygning som kapel. Holtet var et gammelt helligsted og kirken synlig viden om for sejlende købmænd, som søgte til Isefjorden for at handle sild og svare afgift af til kongens foged på Næsholm. Den gang lå købstaden på en fremstrakt halvø ved fjordindløbet.
Der findes tilmed to afbildninger af Nykøbings geografiske beliggenhed med kirken øverst, set i fugleperspektiv. De er gengivet i Resens Danske Atlas og stammer fra slutningen af 1500-tallet. Gengivelserne modsiger Geopark Odsherreds fejlagtige forestillinger om at de nuværende kystdannelser er mindst seks tusind år gamle og ikke resultat af klimaforandringer for kun tusind år siden, der bragte vikingetiden til ophør. Den gang eksisterede Isøerne (Isøre) stadig midt i indløbet til Isefjorden, som omfattede såvel Isøre Ting, rigets parlament, og Isøre Havn, Lejrekongernes flådehavn, begge nær det nuværende Nakke.
Fejringen af Nykøbing kirke bør give anledning til at museumsorganisationerne reviderer deres opfattelse af Odsherreds ældste historie og hele landskabsdannelse. De gamle kobberstik viser at byen med kirke, torv og stræder lå helt tæt ved kysten, direkte ud mod indsejlingen til Isefjorden. I 1290 blev bebyggelsen plyndret og afbrændt af oprøreren Marsk Stig og en norske flåde, hvor en stor møntskat blev gemt og glemt under en trappesten på torvet. Kun kirken blev liggende.
Med venlig hilsen
Kurt SørensenAlgade 32, NykøbingFORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.