DEBAT - Godt hvis Odsherreds byråd følger forslaget fra socialdemokraterne om at tilskynde og præmiere husejere til at istandsætte ejendomme, så de bevarer deres oprindelige arkitektoniske udtryk. En sådan beslutning vil være en selvfølgelig konsekvens af den vedtagne arkitekturpolitik.
I Rørvig præmierer en bygningsbevaringsforening allerede smukt istandsatte huse med plaketter, og tilsvarende bør byrådet opfordre borgergrupper i andre byer til at udpege bevaringsværdige bygninger og derved sikre bebyggelsernes særlige identitet og karakteristika. Odsherred er en turistkommune, hvor den bygningsmæssige kulturarv er vigtig. Det gælder også for Højby, Vig, Asmindrup, Fårevejle, Ordrup til Vallekilde og Skippinge.
Fremragende arkitekter og bygmestre har været virksomme i Odsherred, og mange af deres fine huse er i dag forsvundet og erstattet af ligegyldige og intetsigende bygninger. Midt i Nykøbing ligger Einar Andersens tidligere monumentale bankbygning med blinde sproseløse vinduer og ser dum ud - og her kunne finanslovens netop vedtagne håndværkerfradrag gøre god fyldest ved udskiftning af vinduer, som gengav ejendommen dens oprindelige bygningsudtryk. Kommunens eget kulturhus udført af Arne Jacobsens tegnestue trænger også gevaldigt til renovering.
Det gælder netop om at politikerne bevidstgør sig selv og borgerne om at bevare byernes tiltrækningskraft over for turister og tilflyttere. Det øger samtidig husenes handelsmæssige værdi og byrummenes skønhed, at farver og træer harmonerer. Lad os få idylliske bebyggelser tilbage i Odsherred.
Med venlig hilsen
Kurt SørensenAlgade 32
NykøbingFORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.