DEBAT - Redaktionen har fra Bent Nørby Bonde modtaget følgende indlæg:
Museum Vestsjælland (MV) har efter min opfattelse misforstået sin rolle i forhold til de kulturhistoriske egnsmuseer og er i sin kommunikation ikke uskyldig i de lave besøgstal.
Bymuseerne, samler hver især en række små udstillingssteder og ligger med store afstande spredt mellem Nykøbing Sjælland, Holbæk, Kalundborg, Slagelse, Ringsted, Sorø og Skælskør. Herudover er Odsherred beriget af en af de fire danske kunstnerkolonier med Odsherredsmalerne fordelt på Odsherred Kunstmuseum og Malergården.
Befolkningsgrundlaget for Vestsjælland er 285.000 og det årlige besøgstal for de kulturhistoriske museer er 47.000 og for kunstmuseerne 10.000. Sammenligner vi med Bornholm, der har et befolkningsgrundlag på knapt 40.000, er besøgstallet for de kulturhistoriske museer 59.000 og for kunstmuseerne 50.000. Med andre ord lykkes det for Bornholms Museum, trods kun en syvendedel så stor befolkning som Vestsjælland at få væsentligt flere besøgende til sine kulturhistoriske museer og fem gange så mange til kunstmuseerne som Vestsjælland.
Der kan være flere grunde til den skæve fordeling mellem de to landsdele. Det kan være kvaliteten af de udstillede genstande og deres attraktion for turister og sommerhusbeboere, og det kan selvsagt være de fysiske rammer, hvor i hvert fald Bornholms Kunstmuseum er arkitektonisk mere attraktivt end Odsherreds Kunstmuseum.
Det kan være formuleringen af de historier og narrativer, hvert sted fortæller, og noget, der kunne gøre Odsherreds kunst attraktivt for hele Danmark og sågar for udenlandske turister, ville være en tæt sammenkobling med UNESCO’s Geopark. Det er trods alt de samme bakker, både malere og geologer har fokus på.
Men som kommunikationsekspert slår det mig også, at MV lidt primitivt forsøger at markedsføre sig selv over og foran dets medlemsmuseer. MV er først og fremmest er en fælles administrativ, opbevarings-, forskningsmæssig, og praktisk støttefunktion for dets medlemsmuseer, men det er ikke et fysisk sted at besøge.
Alligevel skal man først ind over en MV-domineret forside, før man kan klikke sig ind på det enkelte museum, og al søgning – for eksempel efter museumsforeningerne foregår ud fra MV’s hjemmeside. Prøv at sammenligne med museerne i Roskilde-, Lejre- og Frederikssund, eller Sorø Kunstmuseum.
Med andre ord skulle MV af hensyn til publikum lave stærke hjemmesider, Facebook og Instagram for hvert af dets medlemsmuseer – og blot med en link fra de sider til MV.
Med de aktuelle forhandlinger om en kommende museumsreform er det eneste, der tilsyneladende ligger fast, at besøgstal bliver en helt afgørende faktor i beregning af statstilskud. Det er nu, alle gode kræfter skal mobiliseres.
Bent Nørby BondeMudderklirevej 3,
GnibenIndlægget er personligt
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.