Drømmetårnet til Odsherreds turister

Drømmetårnet til Odsherreds turister

Lørdag 25-5-24 - 12:29

DEBAT - Redaktionen har fra Kurt Sørensen, Nykøbing, modtaget:


Et privat forslag om at opføre et udsigtstårn ved “Danmarks Midtpunkt” i Rørvig har de seneste uger bragt sindene i kog - for og imod. Det vil tiltrække tusindvis af turister som Skovtårnet ved Gisselfeld, hedder det - eller blive en tivolisering af et sårbart landskab med store herlighedsværdier, mener andre. Drømmen og diskussionen om et tårn begynder at ligne et mareridt i en krampagtig jagt på kunstige attraktioner i Odsherred.

Således fremkommer TV-journalisten Michael Meyerheim med et alternativt forslag til placering af det tænkte udsigtstårn ved Solvognens såkaldte Fundsted i Trundholm mose, hvor mange bilister allerede farer forbi til og fra færgen mod Jylland, men for en stund kunne parkere biler og busser i mosen. Det vrimler med ideer af tvivlsom karakter.


Dels er fundstedet en illusion, opdigtet i 1902 af Nationalmuseets daværende direktør, der ønskede en romantisk historie om at Solvognen blev sønderbrudt og ofret til guderne i mosen i Bronzealderen, mens den dokumenterede virkelighed viste, at “guldhesten og guldvognen” oprindelig blev fundet hundrede år tidligere ved Ellingegården og overladt til gårdens børn som legetøj, indtil et af børnene i arrigskab kylede den ud i mosen, hvor den siden blev genfundet i øverste pløjelag.


Dels er Trundhom mose godt på vej til atter at blive et sumpet vådområde, der i Bronzealderen var åbent farvand ind mod kystlandsbyerne Ellinge, Svinninge og Hønsinge. Det sker i løbet af få årtier som følge af øgede regnmængder, grundvandsstigninger og havvandsstigninger, som suppleret af stormfloder vil oversvømme mosen og gøre den ufremkommelig for turister. Fundstedet vil blive en sø blandt flere i området.

Også Odsherreds politikere deltager i jagten på kunstige seværdigheder og planlægger bl.a at udstyre Fundstedet med faciliteter som shelters, toiletter, butik, borde-bænke-sæt samt mulige parkeringspladser. Tilsyneladende en letsindig omgang med skatteborgernes penge.

Med venlig hilsen
Kurt Sørensen
Algade 32
Nykøbing





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

UGENS MEST LÆSTE

DØDSFALD Torsdag 13-6-24 - 08:42
Dødsfald
DØDSFALD Lørdag 15-6-24 - 09:02
Dødsfald
DØDSFALD Torsdag 13-6-24 - 07:52
Dødsfald

Flere nyheder