Bilist forsvandt fra færdselsuheld
Illustrationsfoto

Bilist forsvandt fra færdselsuheld

AF BJARNE HANSEN / Fredag 15-3-19 - 11:49

SJÆLLANDS ODDE - Der skete torsdag aften et færdselsuheld på Oddenvej på Yderby Lyng, og den ene bilist forsvandt fra stedet.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at meldingen om uheldet blev modtaget kl. 20:27.

På uheldsstedet traf politiet en 48-årig kvinde fra Vallensbæk, der i en personbil var kørt ad Oddenvej mod øst, da hun stødte sammen med en modkørende, venstresvingende personbil. Den mandlige fører i denne personbil var efterfølgende gået fra stedet og ladet bilen stå på uheldsstedet.

På bilejerens bopæl i nærheden traf politiet en ædru, 55-årig mand fra Sjællands Odde, som blev identificeret som værende fører af den svingende personbil.

Da han havde forladt uheldsstedet uden at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til, sigtede politiet ham for den overtrædelse af færdselsloven.

Når rapporten om uheldet er færdig, vil politiet afgøre, om han skal sigtes for yderligere overtrædelser af færdselsloven i anledning af uheldet.

Den 55-årige var også sluppet uskadt fra sammenstødet, oplyser politiet.


FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.